Mandag Morgen -Tanja Nyrup Madsen – 17. april 2021
Det er fristende at vælge de enkle løsninger, når man skal genåbne arbejdspladsen: Spare huslejen helt. Kommandere alle på arbejde. Eller bestemme top-down, at det er slut med faste pladser. Men det bliver de ledere, der tør omfavne opgavens kompleksitet, som vinder i det lange løb.
Møder du på jobbet eller på hjemmekontoret på mandag? I næsten et år har corona afgjort sagen for os: Hjemmearbejdet var en nødvendighed. Det ufrivillige eksperiment har givet os nogle værdifulde erfaringer, vi ikke havde fået uden en pandemi. Erfaringer, som nu skal omsættes til mere effektive, innovative, bæredygtige og fremtidssikrede arbejdspladser.
Kigger man ud i verden, er der stor forskel på hvilken ny normal, der lægges op til i de store virksomheder.
Google var en af de første til at melde en total og langvarig nedlukning ud i marts sidste år. En beslutning, der kom til at sætte standarden for mange andre amerikanske virksomheder. Men nu vil techgiganten have sine folk tilbage i det fysiske arbejdsfællesskab.
Mens andre virksomheder helt opsiger deres lejemål, så investerer den toneangivende techgigant en milliard dollars i kontorbygninger. Det er stadig en kerneværdi for Google at mødes og skabe ting sammen i fællesskab, forklarer Sundar Pichai, CEO for Google og Alphabet, i sin blog.
Ledere, der ikke har øje for opgavens kompleksitet, risikerer at knække halsen, både på sig selv, medarbejderne og virksomhedens evne til at gribe de nye muligheder.
Derfor har Googles 135.000 medarbejdere nu fået besked på, at de senest 1. september skal indfinde sig på deres arbejde igen mindst tre dage om ugen, og at det forventes, at de bor i pendlerafstand til kontoret. Bor de længere væk, kan det påvirke deres løn negativt. Ønsker de mere end 14 dages ekstra frihed til hjemmearbejde, må de ansøge om det.
Måske burde beslutningen ikke overraske nogen. Hvis man har set et af Googles arbejdssteder indefra, så ved man, hvor meget netop den virksomhed har satset på at gøre arbejdspladsen til et inspirerende værksted for nytænkning. Med løbehjul, krearum, sovepladser, madstationer, bring-your-dog-to-work og alt, hvad der ellers kan fremme relationer og kreative energier og få de ansatte til at blive lidt længere.
Selvfølgelig har Google også satset på kreative it-løsninger på hjemmearbejdet under corona. Men efter et års full blown forsøg med Google Hangout og andre digitale tools, konkluderer techgiganten altså, at den værdi, det giver at have folk samlet i samme bygning, ikke kan erstattes af nok så avancerede chatfunktioner, virtuelle idérum og møder på skærmen.
GOOGLES BESLUTNING bør gøre indtryk – også på danske virksomheder, der lever af, at deres ansatte arbejder tæt sammen og udvikler kreative løsninger.
Hvad er omkostningerne for den usynlige værdiskabelse på arbejdspladsen, hvis kulturen også efter corona bliver, at man kun kommer ind på arbejdet, når der er særlige grunde til det? Særligt hvis udflytningen fra byerne virkelig tager fart, og besværet ved at pendle skal lægges oven i forstyrrelserne i storrumskontoret, når den enkelte skal vurdere, om det egentlig er en god idé at komme ind i dag.
Hvad betyder det for nyansatte eller nyuddannede, der er afhængig af faglig sparring og sidemandsoplæring, hvis halvdelen af kollegerne arbejder hjemme?
Og hvor let bliver det at låne hinandens ører, øjne eller tid til en hurtig sparring om en opgave, hvis man kun ser hinanden hver anden uge, fordi man skiftes til at arbejde hjemme?
CORONATIDEN har gjort det tydeligt for alle, at der er enorme fordele ved hjemmearbejde. Derfor vil de færreste virksomheder ved deres fulde fem argumentere for at skrue tiden tilbage til før, hele verden lærte at bruge Zoom og Teams.
Men risikoen for hurtige one-size-fits-all-løsninger er overhængende. Det kan være fristende helt at spare huslejen eller lave rigide top-down-regler uden hensyn til konkrete opgaver eller individuelle behov.
Hvis man som leder ikke havde opdaget det før, så blev det gnistrende tydeligt under corona-nedlukningen: Opgaven med at lede mennesker er kompleks, fordi mennesker ikke er ens. Det er der ikke noget nyt i. Det er bare blevet tydeligt for alle, fordi forholdene ændrede sig så dramatisk. For nogle ekstroverte og socialt orienterede mennesker er hjemmearbejdet lige så udfordrende, som storrumskontorerne har været det for introverte i årevis. Læg så til, at nogle opgaver løses bedst i hjemme-roen og andre i samspil med andre.
Derfor er der ikke noget quick fix på den nye normal, der skal skabes på landets arbejdspladser i de kommende måneder. De gode løsninger kommer til at kræve ledere, der evner at sætte arbejdspladsens behov i centrum uden at miste blikket for den enkeltes behov.
Lægger man arbejdet i for faste skemaer, ryger både den gode fleksibilitet, motivationen og den agile opgaveløsning.
Lader man det modsat være helt op til hver enkelt medarbejder, hvor tit de vil komme på arbejde, risikerer man at miste værdifuld vidensdeling, mentorship, fælles arbejdskultur og meget af den innovation og opgaveløsning, der foregår i krogene på en velsmurt arbejdsplads.
LEDERE, DER KNÆKKER KODEN til de nye hybridarbejdspladser, vil kunne levere helt nye resultater og samtidig fastholde dygtige medarbejdere, der er blevet mere bevidste om, hvordan de bedst kan lide at arbejde.
Ledere, der ikke har øje for opgavens kompleksitet, risikerer at knække halsen, både på sig selv, medarbejderne og virksomhedens evne til at gribe de nye muligheder.